Mange modtager ikke den smertebehandling, der er behov for op mod døden. Det at vi på den ene side enten vælger ikke at forholde os til døden eller på den anden side overbehandler mange døende og giver udsigtsløse kemokure, lange indlæggelser og behandlinger, selv når døden er uundgåelig, er ambivalent.
Vi nedprioriterer at få talt om døden, lave aftaler om den sidste levetid og tale om den sorg og smerte, som den døende og familien har. Det er gået tabt for os, hvilken værdi døden har. Døden giver mulighed for udskiftning og ændring, sætter livet i relief og minder os om værdier, og døden viser os livets skrøbelighed og lighed. Vi vil alle dø og måske netop derfor er døden livets mest demokratiske koncept. Alligevel er døden ofte forbundet med et tabu, hvor vi undgår at tale om det og se det i øjnene.
Læs hele rapporten her : https://www.thelancet.com/pdfs/journals/lancet/PIIS0140-6736(21)02314-X.pdf